En engel i min Lomme

Henrik Lyding, Børneteateravisen
Link til anmeldelse: Engleblide historier

Engleblide historier – 5 stjerner

Jeg bliver så glad, når jeg ser Teatret Månegøgl. I grunden et mærkeligt navn. Måne, ja, det siger måske sig selv – det mystiske, det drømmende, det poetiske. Men gøgl! Er der noget, Hanne Trolles forestillinger ikke er, så er det gøgl.

Tværtimod repræsenterer hun noget af det bedste i småbørnsteatret – respekten og den stringente fokusering på kernepublikummet, de 2-6-årige, i både form og indhold. Og så besidder hun en særlig nænsomhed, en mildhed i den klare stemme, en varme i udtrykket og måden at være sammen med sine tilskuere på.

’En engel i min lomme’ handler om at fortælle historier. Små historier, så de kan kaperes af de allermindste. Til en begyndelse spørger hun, hvor de historier bliver af, der allerede ér fortalt. De flyver op i himlen, fortæller hun, at hendes bedstemor sagde til hende, dengang hun var en lille pige. Og så må der en engel til at hente dem ned igen. En engel i skikkelse af en dukke, der ligger i bedstemors lomme.

Og så har Hanne Trolle gjort det igen. Skabt en tryllekreds om sig selv og os, mens vi ser hende placere to dukker – den lille pige og bedstemor – under et fint konstrueret æbletræ i den ene side.

Der sidder de og oplever striben af små eventyr. Om det store regnvejr, der blev til syndfloden med alle dyrene siddende i et badekar. Om æbletræerne og den grådige mand, der først satte alle de dejlige æbler til livs, så hans hoved voksede derved. Derefter fældede han alle træerne og drak hele havet, så hans hoved blev endnu større, inden han til sidst for til himmels og eksploderede.

Alvor og storhed

I en fin og varieret blanding af dukker og Hanne Trolle selv fortælles de små historier. Snart er dukkerne enkle og minimale, snart er de store, kan spændes på hendes sko og gå foran hende.

Som når eventyrfortælleren, der ligner og lyder som H.C. Andersen ikke kan finde på flere eventyr og derfor indfanger den lille poesiens fugl, der hidtil med sin sang har inspireret ham, og putter den i bur, så den tier bomstille.

Og hele tiden forvandler og udvikler Kirsten Victoria Linds scenografi sig med himmelblåt bagtæppe, smukt farvelagte parasoller, kulørte snore og stejle trappestiger klappet ud og ind på sindrige måder, så vi til sidst ender i cirkus, hvor den spinkle linedanserinde måske også er englen fra bedstemors lomme.

En god halv time tager den lille forestilling, men den virker af meget mere. Fordi ordene og scenebillederne insisterer på alvor og en smule storhed undervejs, fordi der alligevel er plads til den lune humor og de søde smil, fordi poesien altid er nærværende og får den plads, der tilkommer den.

Sammen med roen i spillet, de udtryksfulde dukker og de øjenvenlige scenebilleder skaber blide toner fra en næsten meditativ musik en frydefuld teater-oase for de allermindste.

Et hul i Maleriet

Randi K. Petersen, Børn og Unge nr. 14, 2009

Lille åbning til stor kunst

Teatret Månegøgls nye forestilling ‘Et hul i maleriet’ begynder med, at maleren maler et billede af publikum. Ret smart, for så er alle straks med og en del af forestilingen. Den er ikke blot en skæg og sød fortælling om en pige, der måtte sidde stille i 100 timer for at blive malet.

Det er intet mindre end en fremragendende indføring i maleriets historie og i, hvad malerkunst er og kan, og hvad al god kunst gør ved os. Som for eksempel at give liv til vores mest håbefulde drømme. Pigen har sin drøm skjult under kjolen: Hun vil gerne danse på det store teater. Men tilskuerne får lov til at se drømmen på dukketeatret, der vupti er kommet ud af maleriet.

Der er Carl Nielsen til ørerne, van Gogh til øjnene og hans postbud fra Arles, som er ren og flot kulturhistorie. Der er også et herligt, humoristisk samspil mellem video, skuespil og dukker og drønlækker jazzmusik.

Det lille hul i maleriet er en åbning til en hel verden af kultur og dansk kulturarv formidlet i en skøn visuel og musikalsk indpakning.

Spring ud efter Månen

Monna Dithmer, Politiken, 13. marts 2007
5 hjerter

Børneforestilling er en eventyrlig sanseoplevelse

Man skal vove at skille sig ud, siger Teatret Månegøgl, hvis altmuligmenneske Hanne Trolle også vover at udvide grænserne for sit dukketeater.

Selv den bedste fortæller kan lære noget nyt. Men det vender vi tilbage til, for vi må starte med begyndelsen: »Langt, langt borte herfra, i det store hav, lå der en lille ø«, indleder Hanne Trolle sin nye forestilling. »Ja!« kommer det spontant fra et barn på tilskuerrækkerne, som var det lige netop den ø, hun havde glædet sig til at høre om.

Det skal noget til for fra første færd at kunne skabe en sådan nærhed og fortrolighed, og så for de allermindste. Det har onewoman-foretagendet Trolle og hendes Teatret Månegøgl fået en unik erfaring med gennem mere end 25 år.

Back to basics

Det foregår helt nede på teatergulvet, rundt med turnévognen og back to basics med et fast inventar af en håndfuld dukker, lidt sang og stofscenografi samt en enkel historie fra myternes overdrev. I ’Spring ud efter månen’ tager Hanne Trolle et yderligere spring fremad, for hele baduljen har fået et ekstra pift. Skægt og medrivende er det, også for de voksne.

For på øen er der en palme, og i palmen er der en lang slange med pjuskehår og læspetænder, der tager kegler med sit stræk & bøj, og som på alle måder har travlt med at rulle sig ud. Den får skarp konkurrence fra den stanghøje giraf på hjul, der er høj i hatten over at kunne se det hele lidt fra oven, mens den kvidrende primadonnapapegøje bryster sig af alle sine fortryllende farver.

Nu med animationsteknik

Alle er de med i Palmeorkestret. Kun ikke den lille pjuskede grå fugl, der netop har set dagens lys. For man kan jo ikke komme langt med et enkelt »piv«. Men i stedet for bare at ’pive’ og give op vil fuglen vise, hvor langt den faktisk kan komme: Helt op til månen vil den flyve, om ikke andet lander den i hvert fald mellem stjernerne.

Her er det, Hanne Trolle åbner for en ny dimension i sit fortælleunivers. Når fuglen flyver op mod himmelen, gør den det på en billedskærm, hvor den med animationsteknik også kan dykke ned i vandet og møde finurlige fisk.

Det styrker forestillingen som eventyrlig sanseoplevelse og ægger Månegøgl til nye landvindinger – til dans, til vands og i luften – og Kirsten Victoria Linds meddigtende, stoflige scenografi får et løft ind i det 21. århundrede.

Udfordringen bliver at holde balancen i forhold til dukkernes befriende enkelthed. Er der noget, Hanne Trolle og Månegøgl har forstået at holde i hævd, er det simple living. Som talt ud af pivfuglens næb, den endte i Palmeorkestret.

Anmeldelse af Henrik Lyding

Jyllands Posten, 23. februar 2007
4 stjerner

Vi var en lille, tapper og heldig skare denne formiddag i Anemoneteatret. Sneen havde afskåret de fleste børn og voksne fra at nå frem i tide. De må komme en anden gang, ellers snyder de sig selv for en varm og dejlig lille teateroplevelse.

Hanne Trolle og hendes enmandsteater, Månegøgl, har denne gang grebet fat i månen selv. En sød historie om en lille palmeø, nogle dyr, samt et æg. Spørgsmålet er nu, hvem har lagt ægget det finder vi aldrig ud af og hvem er inden i det. En lille brun fugl, viser det sig. Lidt forknyt ved situationen, uden den helt store selvtillid eller tro på egne evner. Øens andre dyr vil ikke rigtig kendes ved den. Den kan jo ingenting.

Men det passer heldigvis ikke. Da den lille fugl ser månen om natten, beslutter den at flyve derop. Så langt kommer den dog ikke. Men månen fortæller den, at den ikke er så uduelig, som den selv tror.

Tror på sig selv

Det giver et gevaldigt skub til selvtilliden. På sin vej mod månen kommer den både en tur ned under vandet til en gemytlig blæksprutte, der kan sprutte alle mulige farver, og op mellem skyerne. Elegante videoprojektioner skaber masser af eventyr og smukke billeder i disse sekvenser. Men ellers er det som altid samspillet mellem Hanne Trolles rolige og beroligende fortællerstemme og de sjove dukker, der er det vigtige.

Denne gang med en meget høj giraf, en meget lang slange med hvislestemme og en noget selvsikker og kulørt fugl, foruden den lille blæksprutte og den endnu mindre brune fugleunge, der er hovedpersonen.

I Kirsten Victoria Linds enkle og smukke scenebillede fortælles historien, så alle kan være med, og de indlagte sange fungerer traditionen tro som gode afbrydelser, der sikrer fortsat opmærksomhed fra de allermindste. Det kan være svært at hænge på i længere tid, hvis man blot er halvandet år og hele verden lige fra det farverige teater til puden man sidder på er totalt ukendt og uudforsket land. Men er man nået lige en bid over det stadie på livets vej, bliver man fanget ind og fornøjet over Hanne Trolles eventyrlige univers.

Den klukkende Bæk

Randi K. Petersen, Børneteateravisen, marts 2005

Rislende Livsvisdom

Bækkens klukkende historier får også tilskuerne til at klukke – af latter.

Med en skinnende rød, japansk parasol snurres tilskuerne lige ind Teatret Månegøgls nye forestilling ”Den klukkende Bæk”. Det kunstneriske ’koncept er kendt, men ligesom i den japanske bæk, bobler og pibler en understrøm af humoristisk energi igennem hele forestillingen og gør oplevelsen forfriskende ny.
Scenografiens sanselige billedrigdom skaber et betagende møde med de mest vidunderlige dukker fra små nipsgenstande til pænt store – alle klædt i raffinerede, japanske dragter. Vi er nemlig langt fra Danmark i en del af verden, hvor ældgammel kultur og moderne livsformer trives side om side. Drengen Yuto går i nutidens tøj og har kort, glat hår, men han kender godt den oldgamle bæk, som i tusinder af år har fosset i lyseblå silkekaskader fra bjergenes top og ned i dalen gennem velourbløde, mosgrønne banker.

I det fjerne stråler en sneklædt bjergtinde, og højt over vandløbet buer en spinkel lakrød bro sig yndefuldt over vandløbet som et koncentrat af Japansk kultur.

En dag finder Yuto sin livskloge bedstemor, der lyser af uimodståelig gråhåret ynde, på et plateau under et blomstrende kirsebærtræ. Der sidder hun og lytter til bækken, hvis klukken får hende til at føle, at hun stadig kan tale med Yutos bedstefar, som for længst er død. Bedstemor siger, at bækkens rislende vand kan berette en masse spændende historier om alt det, der er sket for længe siden.

Hvis Yuto vil opleve det må han give sig tid og ro i at høre ordentligt efter – ikke noget dårligt budskab til moderne børn og voksne. Eller for den sag skyld til flokken af hektiske og drønskægt japanskplaprende turister, der lige akkurat når at tage et billede af bækkens herligheder, før de drøner videre.

Smovser af vellyd

Yuto skal sidde godt, forklarer bedstemor. Det er nødvendigt, når man skal høre bækkens historier! Forståeligt nok, for Yuto kommer til at sidde under kirsebærtræet hele natten. Han vågner først , da solen står op, rund og dejlig.Men så har Yuto også hørt og oplevet de mest mageløse ting, som når Hanne Trolles fingre – vupti – forvandles til et par hoppende ben.

En klog tudsegammel digter med pivestemme får Yuto til at øve sig i at lave digte, og en flot samuraikriger med brusk stemmeføring og læg i bukserne, viser sig at være en ren akrobat. Han prøver – med ringe held – at lære drengen at springe højt. Men så fortæller bækkens kæmpestore frø Yuto, at tro kan flytte bjerge – og så springer han fra bjerg til bjerg og møder nye historier med nye mennesker. De smældfede sumobryderdukker er et syn for guder, de æder, og de slås og deres urkomiske strækøvelser og slåskampe er fremragende dukkespil.

Til sidst møder Yuto en sød pige, der er rystende nervøs. Hun skal synge for byens magtfulde, gamle mænd på en fin scene med diminutive, japanske skærme, men man kan mere end man tror, man kan! siger Yuto, og så synger pigen smukt og fint.

Man smovser i musikalsk vellyd, når Irene Becker og musikerne fra jazzens elitehold følger handlingsgangen med stor variation i rytme, stil og stemning. Uden at virke unødigt påtrængende er musikken en oplevelse i sig selv, mens sangene mere direkte indgår i historien om den klukkende bæk, der fik en ekstra ’japansk’ dimension på Anemoneteatret. Naturen havde trodset februars sure kulde og fyldt gårdhaven med et væld af småbitte hvide og lyserøde blomster og knopper!

Bækkens hemmelighed

Monna Dithmer, Politiken, 25.2.2005

Stilhed og ro giver plads til opmærksomhed og poesi.

Der er ro på, når Hanne Trolle og hendes enmandsteater Månegøgl går på scenen. Ellers kan man heller ikke høre, hvad “Den klukkende bæk” fortæller. Det lærer den lille japanske dreng Yuto af sin gamle bedstemor, og det erfarer de små tilskuere i alderen 2-5 år så sandelig også, uanset om de i dag knap nok ved, hvad en bæk er.

Ro på, så man kan nyde, hvordan den blå bæk i Kirsten Victoria Linds patchworkscenografi slynger sig under en lakrød bro med svirrende sommerfugle. Snart dukker en fræk bredmundet frø op, snart en badutspringende samurai og dansepiger med bittesmå sandaler på, eller bedst af alt: to tumpesjove sumobrydere, der ud over at kæmpe er mestre i at suge nudler op.

Det er en lise at opleve den nænsomhed og omhu, hvormed de japanske scenerier folder sig ud. “Den klukkende bæk” følger den opskrift, som nu engang er Hanne Trolles særkende: sagn og fortællinger med sang og musik til, fortalt med enkelhedens poesi og en legende sans for detaljen. Som det før har været tilfældet, kunne forestillingen godt trænge til en mere markant afslutning. Men det er måske netop hemmeligheden ved “roens teater” og Trolles evne til at fange børnene i den særlige aldersgruppe: Historien folder sig ud uden de store udsving. Ligesom bækken.

Mellem samuraikrigere og kirsebærtræer

Henrik Lyding, JPKøbenhavn, 18.2.2005

Smuk og poetisk dukkeforestilling for de to-fem-årige om at turde tro på sig selv.

Med Hanne Trolle og hendes enmandsteater, Månegøgl, er det altid det samme. Heldigvis. Fabulerende eventyr for for de mindste, svøbt i smukke dekorationer, elegante rekvisitter og inciterende musik. En dukke- og menneskeforestilling, hvor tingenes trylleri sker for øjnene af os.

Langsomt, roligt, dejligt at se på, så alle kan nå at være med. Ikke mindst de to-fem-årige, forestillingerne er beregnet på. Denne gang er vi i Japan, kejserens gamle rige, ved den fine røde bro over den klukkende bæk, hvor sommerfugle svirrer, og fiskene springer.

Her bor Yuto og hans bedstemor, og sagnet fortæller, at bækken fortæller historier, blot man har viljen og tiden til at lytte. Det har de snadrende japaner-turister ikke, når de kommer susende i busser, men det har Yuto. Og så bliver bækkens små historier levende for os. Her er historien om den gamle poet, der hænger små digte på kirsebærtræets grene – og straks vil Yuto også være digter – eller mødet med den drabelige samuraikriger, der får Yuto til at ønske, at han selv var lige så drabelig og dygtig. Ellers de smældfede sumobrydere, der kæmper med hinanden for om at få lov at spise noget mere, eller de små elegante geisha-piger. Fælles for alle de små historier er moralen om, at det gælder om at tro på sig selv, så kan alt lade sig gøre. Du skal tro på dig selv, siger bækken, både til Yuto og til os, der sidder og ser på.

En blandet forestilling

Som altid er forestillingen en blanding af poesi, sang og skægge figurer. Blandt de sidstnævnte er en kvik frø, den talentfulde samurai, der er i stand til at blive hængende i luften, og så de to sumobrydere, der er et par utroligt udtryksfulde og bevægelige dukker, hvor den ene både kan spise japansk tang og tale med sin lille, fede mund. Tilsvarende er der stor fornøjelse i at se de bittesmå japanske træsandaler, der pryder de små geusha-pigers fødder, eller de lakrøde parasoller, der bevæger sig som lysende sole mellem det folderige bjerglandskab. Alt sammen skabt med masser af fantasifuldt og meddigtende overskud af Månegøgls faste scenograf, Kirsten Victoria Lind.

Savner det magiske

Måske er der lidt for mange sange i den lille forestilling, og jeg kan også godt gribe mig selv i at savne det magiske øjeblik, da hele dekorationen foldes ud og forvandles til noget helt andet, sådan som tidligere forestillinger har forvænt os med.

Men det er unægtelig luksusindvendinger over for en oplevelse, der forfører sine tilskuere, store og små, piger nok mere end drenge, med eventyrlige billeder og en historie, hvor hver eneste lille bevægelse og replik er gennemarbejdet til fuldkommenhed.

Stort teater for de mindste

Rie Hammer, Urban, 18.2.2005

Tempoet er roligt og sanseligheden stor i Hanne Trolles fortryllende fortælling.

I Japan siger et gammelt sagn, at hvis du giver dig tid og ro til at lytte til bækkens stille rislen, så vil du kunne høre den fortælle historier om en tid for længe siden. I et bjergrigt miniature landskab, usmykket af farverige stoffer med mos, sneklædte tinder, kirsebærtræer i lyserødt flor og en rødmalet bro, flagrer sommerfugle luftigt omkring. Musikkens toner flyder stille mens bækken klukkende beretter for drengen Yoto og hans elskede bedstemor. Vi hører om en gammel digter på vandring og ser en samurai-dukke sno sig i akrobatiske kampspring mens et par sumobrydere boltrer sig lystigt i burgers og flødekarameller, før de godmodigt slår på tæven. En busfuld turister kommer forbi, men de har ingen ro og kan ikke høre historier – til gengæld får de et taget et billede.

Hanne Trolle er traditionen tro både fortæller og dukkefører og lader med rolig stemmeføring og stærk karisma de små opleve teatrets magi i et trygt og poetisk univers. Hanne Trolle undervurderer ikke de små, men lader tiden råde, så de når at opleve genkendelsens glæde ved synet af en sommerfugl eller en kvækkende frø.